I mange af mine samtaler møder jeg mennesker, der har søskende eller andre nære pårørende, som har været eller er, alvorligt syge.
Dette udgør for mange en stor belastning, som ofte ikke har plads til at blive udtrykt i familierne, fordi det uudtalt fornemmes, at man jo skal være taknemmelig for at det ikke er én selv som er syg, eller fordi familien er overbelastet og man derfor ikke ønsker at bidrage til problemer ved at beklage sig.
Mange søskende/pårørende til syge, står derfor alene med de stærke følelser der kan være i spil når kærlighed og had, skyld, vrede, sorg, ensomhed og ambivalens strides om pladsen.
Det er glædeligt at der i de senere år været et øget fokus på børn men jeg møder ofte mennesker over 18 år, som har et behov for at dele oplevelser, der måske har frustreret dem hele i opvæksten og ofte langt ind i voksenlivet.
Det er min erfaring at deltagelse i en gruppe af mennesker som er, eller har været, i lignende livssituationer har en fantastisk effekt. Jeg laver derfor grupper omkring dette tema efter ønske, ved mindst to deltagere.