I mine samtaler med mennesker oplever jeg ofte en stor opmærksomhed i forhold til eventuelle fortrængninger og skriver derfor lidt her omkring emnet.

Mange mennesker kender fx til beskrivelser af Post Traumatisk Stress (PTSD) fra mediernes omtale af katastrofer og krigstraumer, hvor tidligere traumatiske oplevelser vender tilbage og gentager sig i form af drømme og flashback og det bevirker en forståelig frygt for fortrængning.

 

Fortrængning er et velkendt fænomen inden for psykologien. Ordet hentyder til oplevelse af ubehagelig karakter, som fortrænges fra bevidstheden fordi bevidstheden om dem er for overvældende.

Ud fra Sigmund Freuds lære, kan en ubevidst undertrykkelse af negative oplevelser, følelser og tanker vende tilbage i form af psykiske lidelser, der kan være behandlingskrævende. Jeg vil springe de mange detaljer over i Freuds lære om dette og rette mig mod det mere oplevelsesnære, som bringes ind i mine samtaler.

Fortrængning er i psykologisk brug en ubevidst proces og ikke noget jeg bevidst vælger. Man behøver derfor ikke være bange for at skubbe følelser lidt til side og i en række tilfælde, som jeg vil liste herunder er der ikke grund til at være bekymret for fortrængning:

– Hvis man har meget få eller ingen minder fra sin barndom, før skolealderen.

At man ikke har minder fra sin tidlige barndom er ikke implicit et tegn på at der er vanskelige oplevelser man fortrænger. Heller ikke hvis man ved, at der har været svære oplevelser i denne periode.
Det samme gælder hvis man har få minder som man af uforklarlige årsager husker frem for andre. Det som er væsentligt som eventuelt måtte være fortrængt skal nok dukke frem og vi behøver ikke lede efter det.

– Hvis man har svære oplevelser og man vælger ikke at blive ved med at tage dem frem.

Flere personer jeg har haft samtaler med, har haft ønske om at vende alle aspekter af svære oplevelser af frygt for fortrængning. Dette er oftest unødvendigt i forhold til bedring, ligesom processen med at være med al det svære, kan medføre mere smerte som ikke nødvendigtvis er givende. Det er gavnligt at dele vores svære oplevelser i livet, men vi skal ikke til stadighed blive ved dem. Fortrængning er som nævnt en ubevidst proces og helt anderledes end et bevidst valg om ikke at blive ved med at dvæle ved svære minder.

-Hvis man tillader sig selv at vende ryggen til sorg noget af tiden

Sorg kan være overvældende og nogle føler behov for at dvæle ved den og fx give plads til tårer. Men at blive i svære følelser døgnets 24 timer er sjældent befordrende. Det kan derfor være godt – og ikke spor traumatiserende- at prøve at vende lidt ryggen til sorgen en gang imellem.

Overordnet set kan man sige, at følelser hverken er rigtige eller forkerte, gode eller dårlige – de er bare forskellige følelser. Vi kan vælge at “tage dem ind på kaffe”, gå i dialog med dem og dvæle ved dem og vi kan også tilstræbe til andre tider at lade dem være og ikke give dem så stor opmærksomhed. Dette giver en fleksibilitet i livet og er ikke en handlemåde som bevirker fortrængning.

At tale om svære ting i vores liv er således et vigtigt terapeutisk redskab. Man behøver ikke frygte fortrængning ved ikke at tale om, eller kende til alting, men det er heller ikke alle måder at være med de svære oplevelser på som er befordrende, idet en samtale som igen og igen minder os om de svære ting i værste fald virker traumatiserende.